Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/82

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

66

hvad man har fundet, gaar det hele i Forraadnelse. Det er denne Fordærvelse af det indre Nyliv, der saa hyppig knytter sig til Ord, disse Reproduktionens Værktøjer. Jo færre Ord, der kan bruges om en Ting, desto bedre. Jeg havde en gammel Lærer, der oprindelig havde været Smed og aldrig talte meget. Et »Naah« og et Nik var det meste, der kom fra ham; men hans Tavshed var af større Betydning for vor aandelige Udvikling end samtlige de Veltalenhedsstrømme, vi fik andensteds. Der er noget, der ikke kan siges, men maa praktiseres ind i Folk (Mødres Indflydelse paa Børn), og dette »noget« var der i hans Undervisning. Han kunde paa en ejendommelig Maade gaa den lige Vej og faa andre til at følge efter, uden at der blev sagt noget derom. En Gang skulde han lære os om visse Talforhold, der uvilkaarlig tilfredsstille Øjet, naar de ere til Stede i en Bygning eller lignende, »De ved det godt« sagde han om Arkitekterne; »men de siger det ikke,« og det var, som om han i Maaden, hvorpaa dette blev sagt, vilde udtrykke en væsentlig Ros. Jeg har senere tit maattet tænke paa disse kantede Ord. I det, som man ved, men ikke siger, ligger vort bedste Liv. Naar man har sagt det, er det ikke langt fra, at man med det samme har ødelagt det. Naar der ikke er et inderste Liv i et Menneske, som han ikke taler om, duer han egentlig ikke. Det er det, der skal bære ham, og, hvor underligt det lyder, er det til syvende og sidst det, han virker mest med; thi det kan ses paa ham; det skinner ud igennem ham, gennem hans Handlinger, hans Blik, hans hele Væsen; ja, har han en Dag vundet talrige Venner ved et Foredrag, kan det godt være, at det ikke nær saa meget er ved det, han har sagt, som ved det, han ikke har sagt. En af vore fineste Tænkere har ytret, at han kunde have stort Udbytte af at tale med en gammel Husmand. Jeg tænker, han stod og opdagede noget i den gamle, som denne vidste, men ikke sagde, en og anden gammel Sandhed, som Menneskeheden er født med, men har glemt, eller maaske har talt saa længe om, til den er bleven ødelagt. For dem, der have en tilstrækkelig fin Opfattelse, skal Træer og Stene være de allerfineste Lærere, man kan udvælge sig:

Vi sprang ned til Fjorden, vi stirrede med
Den askegraa Bauta, hvor gammel den stod;
Den stod der end ældre, sa'e ingen Ting;
Men stensatte Hauger laa rundt i Ring.

(Bjørnson.)