67
Stundom, naar man havde været ude om Aftenen og talt ivrig op med de andre om, Gud ved hvad, kunde Træerne paa Hjemvejen se ganske stille paa En. De sagde ingenting; men man skammede sig som en Hund. Det var Reproduktionsselvet, der luskede af for Ligeløbsselvet.
Jeg husker saa klart, da Løvet faldt i Fjor. En Frostvejrsnat tog det sidste. Om Morgenen, vi kom ud, laa det der altsammen. En vemodig Stemning kommer over En ved at se disse Masser af grønne Blade ligge, det sidste, det sidste. Hvor ser det dejligt ud, som det ligger i Overflod paa Jorden. Men nu gaar det fra En. Det var, som om Begivenhederne kom En for hurtigt, som man endnu ikke rigtig havde faaet set paa disse Blade i Aar. Man burde have passet Tiden; nu er det for sent. Nu staa de nøgne Grene og rage op i Luften. En sær Fred er der kommen over dem. Der er intet mere. Saa længe der var et eneste Blad tilbage i Træet, var der Uro i Sindet; man tænkte endnu paa Aarstiden, gik og saa efter, hvad der var tilbage. Nu er der ligesom intet at tænke paa. Naar Aftenen kom med Lygteskin, kunde der være noget sælsom roligt ved at gaa og se paa alle disse mørke, nøgne Grene i den endnu milde Luft. Man kunde gaa og aabne sig for Intetheden i en egen Hvile. Det var, som om der laa en Slags Rigdom i dette, at der intet fandtes, som om de tomme Grene lærte En derom. En egen ren Undervisning, ganske anderledes rig end den, man faar af Mennesker. En Mand gik forbi og vendte sig om: »Er det ikke D. F.?« udbrød han, »Kender de mig ikke? Jeg er Hansen, deres gamle Elev«. Vi stede og talte lidt. Jeg fulgte ham op ad Alleen. Han fortalte, at han havde været sindssyg, siden vi saas sidst. Nu var han kommen sig igen og havde faaet lidt Arbejde med nogle Blade. Han haabede nok, han skulde klare sig, naar han blot maatte beholde Helbredet. Jeg fulgte ham hen til en Sporvogn i Runddelen; gik saa tilbage. Hm, ja saa! En stor, klar Stjerne lyste imellem de nøgne Grene. Mennesker kunne nok yde Bidrag til Undervisning af ovennævnte Art; men de gøre det finest, naar de tale om eet og uden at vide det vidne om noget andet, som de ikke sige et Ord om.
60. Mærkelig er den aabnende Indflydelse, det nye har paa
Sindet. Det kan være det tarveligste ny f. Eks. en taabelig Mode
bestaaende i, at man hænger en Tournure paa Bagen, saa gribes
