69
det har to modsatte Former, en aaben og en lukket — Strømmen kan enten gaa lige eller i Kreds — Arbejde og Arbejde er to Ting. Der gives Arbejde, hvormed der ikke er forbunden nogen nævneværdig Udførsel, Arbejde, hvorved den samme Lire bestandig drejes, og hvorved men langt mere trættes af Mangelen paa Udførsel (Trang til Adspredelse) end ved Afgivelsen af levende Kraft. Man tør vel endog sige, at den allerstørste Del af det daglige Livs Arbejde hører til dette Kredsarbejde. Ved virkelig Udførselsarbejde mærker man ligesom en Ild indvendig. Naar Arbejdet en Dag gaar rigtig rask fra Haanden, naar det ligesom griber fat af sig selv, avler en egen fængende Stemning, saa har men denne Slags for sig. Saa er der Udførsel, saa kan man blive træt af virkelig Afgivelse af levende Kraft. Men ved hvormeget af det, vi til daglig kalde Arbejde, gaar det saa varmt til? Det meste udføres ret lunkent af det daglige løbende Oplag af levende Kraft, af den som Betingelse for Liv bestandigt løbende Kredsstrøm, hint Svinghjul (Personen, Pag. 49), der regulerer Gangen af det daglige Maskineri ved at optage det løbende Indfang fra Omgivelserne og til passende Tid igen afgive den til det løbende Forbrug. Med andre Ord: Det er Reproduktionsvirkning, Arbejde med levende Kraft, der har været rundt engang for, Personlighedsarbejde, Personlighedstænkning, Personlighedstale.
Ved virkeligt Udførselsarbejde er der ingen Personlighed. Alt gaar med, Reserven maa i Ilden. Man kan indvende: Hvorledes kan det da være, at der ved sligt »varmt« Arbejde kan være saa god Regulering, som der faktisk er? Der er jo netop en Fart i Arbejdet, som man ellers ikke kender. Ja det hænger sammen med Tilstedekomsten af en ny regulerende Faktor, Legemet. Det tærede man ikke paa ved hint Kredsarbejde. Vævene ere Forraadskamre, som der til daglig ikke tages videre til, saa længe Regulatoren kan besørge Udgiften. Men naar Svinghjulets Indhold af levende Kraft er fortæret, maa Vævene rykke frem. Man kan tydelig mærke, naar der gøres Angreb paa dem; det er, som om der blev sat Ild paa dem. I Virkeligheden foregaar der en Proces, der minder om en Antændelse. Man kan ikke saadan uden videre gaa hen og tage levende Kraft af Vævene; der skal noget fængende til, en Idé, noget, der rigtig griber En, en Selvovervindelse el. l. Med Aarene bliver det vanskeligere at finde sligt Fængstof. Man bliver tungere, tykkere og vanskeligere at sætte Ild i. Dog er der enkelte, der
