70
kunne bevare en egen Evne til at faa Gang paa disse Forraad. Der er Mennesker, hvis bedste Eje er denne Ild, som paa Grund af den kunne føle sig opfyldte med en forunderlig Glæde ved blot det at leve — fjernt fra saa vel Regulatorerne omkring dem som Begivenhederne i Verden overhovedet. Det er Folk, der forstaa at leve, som leve det Liv, Naturen oprindelig har bestemt for Mennesker. Det er en stor Fejl, at man ikke passer sin Ild bedre, end man gør. Det er en af den dannede Klasses allerstørste økonomiske Forsyndelser (et Hovedpunkt i Økonomilæren). Tag Din Stok, Læser, og gaa Dig en lang Tur ud i Landet, til Du rigtig faar sat Ild paa Vævene, og læg Mærke til, hvor Du kommer til at føle Dig som et andet Menneske! Du svarer mig, at Du har ikke Tid. Ja, der have vi det. Det har jeg heller ikke. Derpaa strander alting. Men økonomisk Synd er det, og vistnok har man intet ret Begreb om, hvilke aandelige Tab der lides, Individ for Individ hele Verden igennem paa denne Maade. Folk leve kun halvt. Man har ikke Tid til at leve.
62. At det sædvanlige daglige Arbejde er af lukket Natur,
kommer paa en pudsig Maade frem i følgende lille Eksempel. Naar jeg
Vintermorgener stod tidlig op, mens de andre sov, kunde der som
Rest af Nattens Hvile være en behagelig Stemning af Aabenhed,
mens jeg klædte mig paa. Det er en Aabenhed, der er som en
Mimose saa følsom; ved den allermindste Berøring bliver den sarte
Plante beskadiget og lukker sig. Natlampens hvirrende Flamme er
behagelig at se paa; man tænker intet derved. Alt som Ildtungen
snart hopper lidt op og ned, snart bevæger sig til den ene eller
den anden Side, føler man, at der er intet, som kalder. En lang
Skygge, som Randen af Glasset kaster paa Væggen, og som stadig
er i Bevægelse, skader heller ikke den aandelige Hvile. Mærkelig
nok, at Tankevirksomhed ikke generer f. Eks. Tanken om, at den
omtalte Skygge maa have Hyperbelform som Skæringen imellem en
retstaaende cirkulær Kegle og et lodret Plan. Dejligt er det, at
man ikke behøver at haste. Alt som man langsomt drejer de sæbede
Hænder omkring hinanden, staar man, som man sov. Men man
sover langtfra; man hviler. Egentlig et lykkeligt Øjeblik med en
sjælden Fred i Stemningen. Man er kun ikke oplagt til at tale
derom eller tænke derpaa. Saa træffer det sig, at Blikket falder
