78
fattig Mand, tynget af Livet, staa og se ubestemt ud for sig med et Udtryk, som om han ikke ansaa det for Alvor at hæfte ved noget.
At der ved dette er Tale om meget forskellig Værdi, er indlysende. Ejendommeligt er det med Hensyn hertil at iagttage en hos mange Mennesker forekommende Undseelsesfølelse ved, at andre skulle se, hvad der kan stemme dem til aaben Alvor, hvorledes Folk med Omhu kunne dække over dette ømme Punkt, nogle ved at lade, som om intet kunde stemme dem til Alvor, andre ved Anlæggelsen af hin Restaurationsalvor, der saa rart dækker over, hvor Folk have deres sande Liv, ved kun at vise Død udad imod Beskueren. Det er øjensynligt, at man har en instinktmæssig Følelse af, at de forskellige Slags Alvor kunne betegne forskellig indre Værdi, og at man kan blotte sig ved at vise, til hvilken Slags man hører. Det kan man ogsaa. Man kan blotte sig til Skindet. Men Selvet burde aldrig være anderledes, end at man kunde vise det frem for enhver. Det kan den gamle Mand oven for gøre med Ære.
Selvstændighed er et Begreb, som der køres besynderlig rundt med, og navnlig er den Maade, paa hvilken man ved dette Begreb kan blande Aabenhed og Lukkethed sammen, næsten interessant. I Reglen anses Selvstændighed for en Dyd, og selv om man, naar Dyden gaar højt hos Næsten, undertiden nok kan blive lidt betænkelig og komme Skriftens Ord i Hu om Selvfornægtelse og Ydmyghed, saa finder man sig dog sjælden foranlediget til at foretage nogen egentlig Adskillelse imellem forskellige Slags Selvstændighed, og navnlig kunde det ikke falde En ind andet end at prise enhver Form, naar det gælder En selv. Selvstændighed, synes man, er det, der giver En Personlighed. Naar man kan fortælle Folk, hvad »jeg« altid siger, hvad der nu er »mit« Princip etc., har man Følelsen af at være en selvstændig Personlighed. Et Menneske, siger man, skal ikke lade sig trække rundt af andre, men skal forstaa selv at danne sig en Mening: »Hellere lade sig flaa end krybe i andres Skind, om det saa var den romerske Kejsers.»
Den Begrebsforvirring, som hersker paa dette Punkt, skyldes paa let forstaaelig Maade igen Mangelen paa Skel imellem en aaben og lukket Form, hvortil kommer det Uheld, at Ordet Personlighed, som man paa ovennævnte Maade altid blander med Selvstændighed, ikke er skarpt defineret i Sproget. Snart taler man om Personlighed i en videre Forstand, hvorved den paa lignende Maade som
