79
alle de i det foregaaende omtalte »almindelige« Begreber kommer til at omfatte to Former, en aaben og en lukket (indre og ydre Personlighed), snart i en snævrere Forstand, i Betydning af den lukkede Form alene (saaledes er Ordet forstaaet her i Bogen, fordi det antoges at være mest i Overensstemmelse med Sprogbrug). Slig Usikkerhed i Sproget begunstiger selvfølgelig Sammenblandingen. Hvis nogen angriber Personligheden i snævrere Forstand, kan man være sikker paa, at Forsvarerne deraf komme frem med Egenskaber, der tilhøre Personligheden i videre Forstand (Naturselvet) o. s. fr.
Hvad vel alle snart kunne blive enige om, er dette, at man ikke skal have andre Mennesker til at vise sig Vej til Naturselvet. Med det skal man være i »selvstændig« Forstaaelse uden Mellemmænd, saa at man baade handler og tænker efter, hvad det lærer En, trods alt, hvad der rundt om kan siges. Man skal have sit eget Øre til Naturen. Men dette at staa aaben for Naturselvet er saa langt fra at stille sit personlige Selv frem, at det tvertimod er at stille det tilbage. Ens eget Selv er i Virkeligheden ogsaa en af de Personer, man ikke skal lade sig trække rundt af. Det er meget rigtigt, at man ikke skal krybe ind i andres Skind; men der hører en ejendommelig Kortsynethed til ikke at forstaa, at man heller ikke skal krybe ind i sit eget. Hvorfor i al Verden skulde det være bedre end de andres? Det er i Reglen meget værre, fordi den Kredsning, der ikke engang har været uden for Vesten, aldrig har haft Lejlighed til at blive tæmmet det mindste.
Der kan være noget mistrøstende ved slig aandelig Uorden. Og navnlig bliver den pinlig, naar man kommer ind paa Opdragelsens Omraade, naar man hører de faa, der finde det Umagen værd at vejlede Ungdommen i slige Retninger, anbefale den Selvstændighed uden at tænke paa, hvilke modsatte Ting der kan komme ind under dette Begreb, og hvilke Giftstoffer der kan indpodes i Ungdommen ved Konfusien paa dette Omraade. Kan man ikke paa det allernøjagtigste udrede disse Forhold, saa er Ordet Selvstændighed et saa farligt Ord, at man burde gaa uden om det i en stor Bue. Det burde man for en Sikkerheds Skyld allerhelst altid gøre, saa meget mere som Selvstændighed i den gode Betydning er en Ting, der kommer af sig selv, naar den kommer, og som det i en sjelden Grad er overflødigt at tale om. Lærer man den Unge at aabne sig for Naturselvet, saa behøver man ikke at frygte for, at han eller hun »skal krybe i
