80
andres Skind«, thi saa falder Talen om andre Mennesker og deres Meninger bort af sig selv. Man har ingen Brug for dem, og det kan fornuftigvis ikke falde nogen ind at »krybe i deres Skind«, al den Stund man slet ikke har Brug for »Skind«. Det eneste, der naas ved at tale til de Unge om Selvstændighed, er Fare for en Misforstaaelse af den alleruheldigste Art. Nej, lær dem Ligeløb og Aabenhed, saa falder Resten af sig selv. Saa træder det personlige Selv tilbage af sig selv, mens Naturselvet vokser i dem, som det skal. Saa kommer Sandheden af sig selv til os, ellers bliver det os, der gør Forsøg paa at komme med Sandheden, et Forsøg, der aldrig krones med Held — det, man kommer med, bliver ikke ren Sandhed.
Men den første Betingelse for, at Eleven skal komme til at gaa lige, er selvfølgelig, at den voksne selv faar Rede paa disse Forhold. I saa Henseende er det lidet trøstende at se paa den aandelige Maskerade, der stilles an i Samfundet. Ingen viser Naturselvet frem; alle have en tyk Ham af Personlighed over. Hvor er det egentlig modbydeligt! Her ser man vore første Mænd gaa omkring, den ene med værre Ham end den anden, saa at selv deres egne Venner og Tilhængere maa trække paa Skulderen og smile med Udbrudet: »Det ligner ham«, Er der ikke ligefrem noget naturforhaanende deri, at se et Menneske saaledes gaa omkring dybt indhyllet i sit eget Skind, med sine egne knortede Aandssærheder, sin egen Kortsynethed, sin egen Stædighed og Sikkerhed? Hvornaar skulle vi dog komme ud over at anse sligt for tilladeligt eller endog at prise det som en Dyd, lære, at der kun er et stort fælles Liv til, og at vi ved personlig Selvstændighed og Individets Hævdelse kun afgrænse os derfra, trække mere eller mindre hæslige Skyer for Solen? Hvornaar skulle vi lære, at et Menneske intet har af sig selv, intet er af sig selv og derfor kun er ægte Menneske, naar han intet vil være?
Det er, som om denne Maskerade endog forplantede sig over paa Genstandene, paa Huse, Gader og Vogne (Bager Jensens gule Vogn, naar den med sin smagløse Bemaling drejer ind ad Porten), som om det gav hele Tilværelsen en Bismag. Overalt, hvor man vender sig, smager det af »Ham«. Dog ikke Træer. Skoven ikke, Havet heller ikke. Ja, hvor kunde Tilværelsen blive ren, naar alt dette »hammede« blev renset ud!
66. Morsommere er det at studere de blandede Følelser, der kan
spores hos Folk over for Begrebet Personlighed, hvorledes man, trods
