Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

82

Tit kan et ubevidst Tonefald, et Blik el. l. være af større Indflydelse end de længste Prædikener, berøre en Livsstræng i Mennesket, saa han tændes og forfærdes over, hvad han er gaaet forbi og Dag efter Dag har tabt.

En lignende tvivlsom Yndest synes Kredsning og Personlighed at nyde over for et Begreb som Kærlighed. Man har noget, man kunde kalde at blive siddende i Kærlighed, naar Tilhængere af en Sag knytte sig med saadan Varme til Ideer eller Personer, at de blive utilgængelige for al anden Følelse. Det vækker altid Væmmelse hos andre. Man føler, at Aabenheden er tabt, det, der netop skulde udgøre Fænomenets Hovedværdi.

Eller Digtekunst. Bliver man ikke her altid ilde berørt, hver Gang man mærker, Reproduktionen stikke sin Fod frem? Der er iblandt Digtere en Mængde, der ikke ere i Stand til at se paa en Solopgang, uden at den har passeret Snese Gange rundt i deres Hjerne. De holde sig aldrig i Kurs. Man bliver vammel derved. Andre reproducere Mennesker (udenlandske Ideer o. l.), atter andre reproducere sig selv. Lige ilde smager det Folk overalt.

Ligesaa med Malerkunst. »Gjorte« Malerier ere noksom bekendte. Det er Malerne selv — det vil sige de gode af dem ­— der have opfundet Udtrykket.

Og Skuespil. Hvor er en Skuespiller, der er ligeløbende i sit Spil, ikke uimodstaaelig (Rosenkilde)! De ringere reproducere; men Folk ynder dem ikke; man mærker »Hensigten« og forstemmes.

Overalt hvor vi staa over for Fænomener, der ifølge deres Natur kræve Aabenhed, synes Personligheden egentlig slet ikke at staa i høj Kurs hos Folk. Det gælder Selv det enkelte Menneskeliv. Har et Menneske ved Fødsel eller Bedrifter vundet et vist Ry, saa at han betragtes af andre med Forventning (Aabenhed), maa han helst ses lidt paa Afstand. Kommer Folk ham saa nær, at de faa hans daglige Færd og Vaner at se og navnlig mærker, at han ogsaa er et Menneske, taber Glansen sig. Personligheden stikker Foden frem. Tit kan navnlig sunde Naturmennesker faa en vammel Bismag ved at komme Storhed paa altfor nært Hold. De skatte Jævnheden højere. Dog er det en Fejltagelse at tro, at de ikke ogsaa træffe Personlighed i Jævnheden. De stille blot der ikke saa store Fordringer. Ja, man behøver ikke at gaa længere end til det gamle Eksempel, et naivt og barnligt Væsen hos en ung Pige. Er det virkelig i