88
betegnes som >den offentlige Mening: i Amerika er det hele den hvide Befolkning; i England hovedsagelig Middelstanden. Men det er altid en Masse, det vil sige: en kollektiv Middelmaadighed. Og hvad der er endnu mere nyt, er, at den store Mængde ikke nu tager sine Meninger efter Kirkens eller Statens Dignitarer, efter fremragende Førere eller fra Beger. Deres Tænkning besorges for dem af Mænd, der ligne dem i hej Grad, der under Øjeblikkets Tilskyndelse tale til dem eller i deres Navn gjennem Pressen. Jeg beklager mig ikke over alt dette. Jeg paastaar ikke, at der i det hele taget er noget bedre, som er foreneligt med det lave Standpunkt, hvorpaa den menneskelige Aand for Øjeblikket befinder sig. Men dette forhindrer ikke, at Middelmaadighedens Herredømme er et middelmaadigt Herredømme. Intet Demokratis eller talrigt Aristokratis Herredømme har enten i dets politiske Handlinger eller i de Meninger, Egenskaber og den hele Aandsretning, det avler, nogen Sinde hævet sig eller kunnet hæve sig over Middelmaadigheden, undtagen for saa vidt de mange regerende have ladet sig lede hvilket de til deres bedste Tider altid have gjort af den ene eller de faa mere højt begavedes og oplystes Raad og Indflydelse. Stodet til alt klogt og ædelt kommer og maa komme fra enkelte, i Almindelighed først fra én enkelt. Gjennemsnitsmenneskets Hæder og Ære er, at han er i Stand til at følge dette Stød, at alt klogt og ædelt finder Gjenlyd i hans Indre, og at han føres der hen imod med aabne Øjne. Jeg kæmper ikke for det Slags »Heltetilbedelse«, der tilraaber den kraftige geniale Mand Bifald, fordi han med Magt lægger Haand paa Verdens Regering og tvinger den til at handle efter hans Bud. Alt, hvad han kan forlange, er Frihed til at paapege Vejen. Magt til at tvinge andre ind paa den er ikke alene uforenelig med de øvriges Frihed og Udvikling, men fordærver ogsaa den stærke Mand selv. Det synes imidlertid, at, naar de Meninger, der findes hos den
