94
hvad det har været; og Mænd af et andet Præg ville udfordres, naar dets Forfald skal forebygges.
Sædvanens Despoti er overalt den staaende Hindring imod Menneskenes Fremgang, da det staar i uophørlig Strid med Tilbøjeligheden til at sigte efter noget bedre end det blot sædvanemæssige, hvilken Tilbøjelighed efter Omstændighederne benævnes Frihedsaand eller Frem- skridts- og Forbedringsaand. Forbedringsaanden er ikke altid en Frihedsaand; thi den kan tilsigte at paa- tvinge et uvilligt Folk Forbedringer: omvendt kan Frihedsaanden, for saa vidt den gjør Modstand mod saadanne Forsøg, midlertidig forene sig med Forbedrin- gernes Modstandere; men Friheden er dog den eneste vedvarende og aldrig svigtende Kilde til Forbedringer, fordi den skaber lige saa mange uafhængige Midtpunkter for Forbedringer, som der er Personligheder. Frem- skridtsgrundsætningen er imidlertid i begge Former - baade som Kjærlighed til Friheden og som Kjærlighed til Forbedringer fjendtlig mod Sædvanens Herre- domme, og den bærer i det mindste i sig Frigjørelsen fra dette Aag, og Kampen mellem disse to Modstandere har den mest afgjørende Betydning for Menneskeslægtens Historie. Den største Del af Verden har egentlig talt ingen Historie, fordi Sædvanens Despoti er fuldstændigt. Dette er Tilfældet med hele den østlige Del af Verden. Her afgjer Sædvanen endelig alle Sporgsmaal: Ret og Retfærdighed bestaar i Lydighed mod Sædvanen; Sæd- vanens Bevisførelse tænker ingen, undtagen maaske en eller anden magtberust Tyran, paa at modstaa. Og vi se Følgerne heraf! Disse Folkeslag maa en Gang have haft Originalitet; de sprang ikke paa en Gang frem af Jordens Skjød befolkede, oplyste og forfarne i mange af Livets Kunster; de have selv udviklet sig hertil, og vare den Gang Verdens største og mæg- tigste Nationer. Hvad ere de nu? Undersaatter og afhængige af Stammer, hvis Forfædre vandrede om i Skovene, medens hines havde prægtige Paladser og stolte Templer. Men over disse Stammer maatte Sæd-
