95
vanen ogsaa dele Herredømmet med Friheden og Frem- skridtet. Vi se, at et Folk kan gaa frem indtil et vist Punkt, hvor det standser; og naar standser det da? Naar det ikke længere er i Besiddelse af Individualitet! Hvis en lignende Forandring skulde vederfares de evropæiske Folkeslag, vil det ikke ske nøjagtig paa samme Maade: det Sædvanens Despoti, der truer disse Folkeslag, er ikke afgjort Stillestaaen. Det banlyser Ejendommelighed, men forbyder ikke Forandring, naar kun alle antage Forandringen i Forening. Vi have aflagt vore Forfædres uforanderlige Dragt: enhver skal ganske vist fremdeles klæde sig som alle andre, men Moderne kunne forandre sig en eller to Gange om Aaret. Vi sørge saaledes for, at naar der sker en Forandring, skal den gjennemføres for Forandringens Skyld, og ikke af Hensyn til nogen Forestilling om det skjønne og det behagelige; thi hele Verden vilde ikke i samme Øjeblik gribes af en ny Opfattelse af det skjønne og det behagelige, lige saa lidt som den i samme Øjeblik vilde opgive en tidligere. Men vi ere dog lige saa fuldt progressive som foranderlige: vi gjøre bestandig ny mekaniske Opfindelser, og vi holde fast paa dem, indtil de kunne opleses af bedre; vi bestræbe os ivrig for Forbedringer i Staten, i Op- dragelsen, ja endog i Moralen, ihvorvel vor Forestilling om Forbedring i sidste Henseende rigtig nok hoved- sagelig kun gaar ud paa at overtale eller tvinge andre Folk til at være lige saa gode som vi. Det er ikke Fremskridtet, vi modsætte os, vi smigre os tvært imod med, at intet Folk nogen Sinde har beflittet sig saa ivrig paa Fremskridt som vi. Det er Individualiteten, som vi bekrige: vi vilde tro, at vi havde udrettet Vidundere, naar vi kunde faa alle til at ligne os, i det vi glemme, at det ene Menneskes Ulighed med det andet netop i Almindelighed er den første Ting, der gjør os opmærksomme paa det ufuldkomne i vor egen Type og det mere fortrinlige i en anden eller Muligheden af ved at forene begges Fordele at frem-
