100
Uagtet Samfundet ikke hviler paa nogen Kontrakt, og uagtet der ikke opnaas noget ved at tænke sig en Kontrakt, for der ud af at udlede sociale Forpligtelser, skylder dog enhver, der modtager Samfundets Beskyttelse, Erstatning for denne Fordel, og den Kjendsgjerning, at man lever i Samfundet, gjør det uundgaaelig nødvendigt, at ethvert Medlem iagttager en vis Opførsel imod de øvrige. Denne Opførsel bestaar for det første deri, at han ikke maa krænke andres Interesser, eller snarere: visse Interesser, som enten i Følge Lovens udtrykkelige Bestemmelser eller i Følge stiltiende Overenskomst burde betragtes som Rettigheder. For det andet skal ethvert Medlem bære sin efter billige Grundsætninger fastsatte Andel af det Arbejde og de Ofre, der ere nødvendige for at forsvare Samfundet eller dets Medlemmer mod Skade og Krænkelser. Disse Betingelser er Samfundet berettiget til at hævde paa deres Bekostning, der bestræbe sig for at unddrage sig deres Opfyldelse. Og dette er ikke alt, hvad Samfundet kan gjøre. Den enkeltes Handlinger kunne være skadelige for andre, eller han kan ved dem undlade at tage tilbørligt Hensyn til andres Velfærd, uden at han dog ligefrem krænker deres forfatningsmæssige Rettigheder. En saadan Brøde kan med Rette straffes af den offentlige Mening, om end ikke af Loven. Saasnart et Menneskes Handlemaade berører andres Interesser paa en skadelig Maade, har Samfundet Myndighed herover, og Spørgsmaalet opstaar da, om det almindelige Vel vil eller ikke vil fremmes ved Statens Indblanding. Men der er ikke nogen Anledning til at diskutere dette Spørgsmaal, naar Menneskets Handlemaade ikke vedrører andres Interesser, eller ikke behøver at vedrøre dem, naar de ikke ønske det (forudsat at alle vedkommende ere myndige og i Besiddelse af almindelig Forstand). I saadanne Tilfælde burde der være fuldstændig lovlig og social Frihed til at udføre Handlingen og bære Følgerne heraf.
Det vilde være en stor Misforstaaelse at tro, at
