106
lægger sit Liv, fordi han ikke bærer sig fornuftig ad, bor vi ikke af den Grund ønske at ødelægge det endnu mere: istedenfor at ønske at straffe ham, skulle vi snarere bestræbe os for at lette ham hans Straf ved at vise ham, hvorledes han kan undgaa eller bøde paa den Ulykke, hans Opførsel sandsynligvis vil bringe over ham. Han kan være os en Gjenstand for Medynk, maaske Mishag, men ikke Vrede og Forbitrelse; vi maa ikke behandle ham som en Fjende af Samfundet, og det værste, vi maa anse os for berettigede til at gjøre imod ham, er at overlade ham til sig selv, hvis vi ikke velvillig ville tage os af hans Sager ved at vise ham Interesse og raade ham. Ganske anderledes forholder det sig, hvis han har krænket de Regeler, der ere nødvendige for Beskyttelsen af hans Medskabninger, individuelt eller kollektivt taget. I saa Tilfælde falde de skadelige Folger af hans Handlinger ikke paa ham, men paa andre, og Samfundet maa, som Beskytter af alle sine Medlemmer. udove Gjengjældelsesretten over ham; det maa tilføje ham Lidelser i den udtrykkelige Hensigt at straffe ham, og det maa sørge for, at Straffen er tilstrækkelig stræng. I det ene Tilfælde er han en Forbryder, der staar for Dommeren, og vi ere ikke alene berettigede til at domme ham, men til i en eller anden Form at udføre vor egen Dom; i det andet Tilfælde tilkommer det ikke os at tilføje ham Lidelser, undtagen saadanne, der kunne være en tilfældig Følge af, at vi i vore Sager bruge den samme Frihed, som vi tilstaa ham i hans.
Den Forskjel, der her er paapeget mellem den Del af et Menneskes Liv, der kun vedrører ham selv, og den Del, der vedrører andre, ville mange vægre sig ved at anerkjende. Hvorledes vil man sporge skulde nogen Del af et Samfundsmedlems Opførsel kunde være en ligegyldig Sag for de andre? Intet Menneske er et fuldstændigt enestaaende Væsen; det er umuligt for et Menneske at gjøre noget, der paa en alvorlig og vedvarende Maade kan skade ham, uden}}
