121
Skik at afholde sig en Dag om Ugen fra sit daglige Arbejde, for saa vidt Livets Kaar tillade det, uagtet ingen Religion undtagen den jødiske gjør det til en bindende Forpligtelse. Saafremt denne Skik ikke kan følges, uden naar alle de arbejdende Klasser ere enige herom, fordi nogle ved at arbejde paatvinge andre samme Nødvendighed, kan det være tilladeligt og rigtigt, at Loven garanterer enhver, at de andre følge denne Skik, i det den paa en bestemt Dag om Ugen forbyder Indu- striens større Arbejder. Men denne Retfærdiggjørelse. der er grundet paa den umiddelbare Interesse, andre have i, at hver enkelt folger denne Skik, kau ikke anvendes paa de selvvalgte Beskjæftigelser, hvortil man mener at burde anvende sin Fritid; heller ikke holder den paa fjærneste Maade Stik med Hensyn til Lovens Forbud mod Fornojelser om Helligdagene. Det er ganske sandt, at den enes Fornøjelse er den andens Arbejde; men manges Glæde, for ikke at sige gavnlige Vederkvægelse, er vel værd nogle faas Arbejde, forudsat at disse faa frivillig have valgt og frivillig kunne op- give deres Arbejde. Arbejderne have fuldkommen Ret, naar de tro, at hvis alle arbejdede om Sondagen, vilde der blive betalt sex Dages Lon for syv Dages Arbejde; men saa længe de allerfleste Forretninger hvile om Son- dagen, faa de faa, der fremdeles arbejde for de andres Fornøjelse, virkelig et forholdsvis Tillæg til deres Ind- tægt, og de ere jo ikke nødte til at arbejde, hvis de foretrække Fritid fremfor Indtægter. For øvrigt kunde der jo, hvis man soger et andet Middel, ved Skik og Brug indføres en Fridag paa en anden Dag i Ugen for dette særlige Slags Arbejdere. Den eneste Grund, hvormed man da kunde forsvare Forbudene mod For- nøjelser om Sondagen, maa da være den, at de skulde være religiost forkastelige; men imod en saadan Lov- givningsgrund kan der ikke protesteres nok. Deorum injuriæ Düs cure. Det maa da først bevises, at Sam- fundet eller nogen af dets Embedsmænd har modtaget en Fuldmagt oven fra, i Kraft af hvilken enhver for-
