131
ikke burde forbyde, da de umiddelbart kun skade ved- kommende selv, men som, naar de gjøres offentlig, krænke gode Sæder, og saaledes falde ind under de For- brydelser mod andre, der med Rette kunne forbydes. Hertil here Forbrydelser mod Anstændigheden; men det er saa meget mere unødvendigt at dvæle herved, da det Slags Forbrydelser kun staar i en middelbar Forbindelse med vort Emne, og da Indvendingen imod Offentlighed lige saa godt kan gjøres mod mange Hand- linger, der ikke i sig selv ere fordommelige, og som heller ikke anses for at være det.
Der er et andet Spørgsmaal, som maa besvares i Overensstemmelse med de fastslaaede Grundsætninger. Lad os tænke os, at en Persons Opførsel er forkastelig, men at Samfundet dog af Agtelse for Friheden anser sig for forpligtet til ikke at forhindre den eller straffe den, fordi de skadelige Følger deraf umiddelbart kún falde paa vedkommende selv; der gives ham altsaa fuld Frihed til at handle, men skulle andre have den samme Frihed til at tilraade en saadan Handling eller opmuntre dertil? Dette Spørgsmaal er ikke frit for at have sine Vanskeligheder. Opfordrer en Person en anden til at gjøre en Handling, saa kan dette Tilfælde strængt taget ikke betragtes som Exempel paa en Handling, der kun vedrører en selv. At raade eller lokke en til at gjøre noget, er en social Handling, og kan derfor som i Almindelighed andre Handlinger, der berøre andre antages at være Samfundskontrollen under- given. Men lidt Overvejelse vil rette dette første Ind- tryk og vise, at om dette Tilfælde end strængt taget ikke hører ind under den personlige Friheds Begreb, ere de Grunde, hvorpaa den personlige Friheds Princip hviler, dog anvendelige derpaa. Hvis Folk, i alt, hvad der kun angaar dem selv, maa have Lov til paa eget Ansvar at handle saaledes, som det synes dem bedst, maa de ogsaa have Lov til at raadspørge hverandre herom; de maa have Lov til at udvexle Meninger, til
at give og modtage Raad. Hvad det er tilladt at gjøre,
9*
