135
er derfor Statens Pligt ved Skattepaalægningen at over- veje, hvilke Varer Forbrugerne bedst kunne undvære, og da a fortiori at vælge dem fremfor Varer, hvis Brug, naar det ikke overdrives, maa anses for at være bestemt uskadelig. Beskatning af Brændevin indtil det Punkt, der giver det største Udbytte (forudsat at Staten behover hele det Udbytte, Skatten afgiver), kan derfor ikke alene anvendes, men maa ligefrem bifaldes.
Spørgsmaalet om man skal gjøre Forhandlingen af saadanne Varer til et mere eller mindre udeluk- kende Privilegium, maa besvares forskjelligt i Over- ensstemmelse med de Øjemed, som Indskrænkningerne skulle tjene. Alle offentlige Steder behøve et Politi- reglement, og navnlig gjælder dette da om Værtshuse, fordi Forbrydelser imod Samfundet særlig let kunne opstaa der. Det er derfor rigtigt at indskrænke Til- ladelsen til at sælge berusende Drikke (i alt Fald til Fortæring paa selve Stedet) til Folk af en hæderlig anerkjendt Opførsel. Fremdeles bør der træffes saadanne Bestemmelser med Hensyn til den Tid. da Bevært- ningen maa aabnes og lukkes, som Tilsynet med den offentlige Orden udkræver, og endelig bør Tilladelsen forbrydes, hvis der paa Grund af Værtens Seen igjen- nem Fingre eller Udygtighed sker gjentagne Roligheds- forstyrrelser, eller hvis Stedet bliver til et Samlings- sted for Folk, der ville forberede Forbrydelser imod Loven. Videre Indskrænkninger tror jeg ikke princip- mæssig lade sig retfærdiggjøre. Indskrænkning i Tallet af Øl- og Brændevinsudsalg, i den udtrykkelige Hensigt at gjøre Adgangen hertil vanskeligere og formindske Anledningen til Fristelser, paalægger saaledes ikke alene alle en Ubekvemmelighed, fordi nogle vilde mis- bruge den lette Adgang, men passer desuden kun i et Samfund, hvor de arbejdende Klasser aabenbart behandles som Born eller vilde, der maa undergives en Tvangsopdragelse, inden der kan gives dem Adgang til Frihedens Forrettigheder. Dette er ikke den Grund- sætning, hvorefter de arbejdende Klasser siges at regeres