140
da der ikke behøves mere for fuldstændig at fjærne dette Onde end at give Hustruen samme Rettigheder og lade hende nyde Lovens Beskyttelse paa samme Maade som alle andre. Og i dette Spørgsmaal benytte For- svarerne af den bestaaende Uretfærdighed sig desuden ikke af Frihedsgrunden, men staa aabenlyst frem som Magtens Forkæmpere. Men det er i Spørgsmaalet om Bernene, at urigtig anvendte Frihedsideer ere en virkelig Hindring for Statens Opfyldelse af dens Pligter. Man skulde næsten tro, at en Mands Born bogstavelig og ikke figurlig anses for at være en Del af ham selv, saa skinsyg vaager den offentlige Mening over, at Loven ikke gjør den mindste Indskrænkning i hans absolute og udelukkende Tilsyn med dem; den vaager næsten mere skinsyg herover, end over en hvilken som helst Indskrænkning af hans egen Handlefrihed: saa meget mindre Pris sætter Menneskeslægtens Flertal paa Frihed end paa Magt. Lad os for Exempel betragte Op- dragelsen. Er det ikke en næsten selvindlysende Sæt- ning, at Staten skulde forlange og tvinge igjennem, at ethvert menneskeligt Væsen, der er dens fødte Borger, indtil en vis Grad modtager Opdragelse? Men hvem er ikke alligevel bange for at anerkjende og hævde denne Sandhed? Der er ganske vist næppe nogen, der vil benægte, at det hører til Forældrenes eller, efter den nuværende Lovgivning og offentlige Mening, Fade- rens helligste Pligter, at give de menneskelige Væsener, de sætte i Verden, en saadan Opdragelse, at de blive i Stand til at opfylde deres Pligter i Livet mod andre og mod sig selv. Men medens det enstemmig erklæres, at dette er Faderens Pligt, er der i dette Land næppe nogen, som vil høre Tale om at tvinge ham til at opfylde denne Pligt. Istedenfor at forlange, at han skal anstrænge sig eller gjøre Ofre for at sikre sit Barn en Opdragelse, overlades det til hans Valg, om han vil modtage den eller ej, naar den bydes ham gratis! Det er endnu ikke anerkjendt, at det at sætte et Barn i Verden uden en rimelig Udsigt til ikke alene
