Spring til indhold

Side:Om friheden (1876).djvu/157

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

145

overskride ikke Statens berettigede Magt, og der kan ikke indvendes imod dem, at de krænke Friheden, hvad enten de saa ere praktiske eller ej (et Spørgsmaal, der navnlig afhænger af stedlige Forhold og Følelser). Ved saadanne Love skrider Staten ind for at forbyde en skadelig Handling, en Handling, der skader andre, og som burde være Gjenstand for Dadel og brændemærkes af Samfundet, selv om det ikke anses for praktisk dertil at føje legale Straffe. Men uagtet den almindelige Forestilling om Friheden saa let finder sig i virkelige indgreb i Personens Frihed i Sager, der kun angaa en selv. vilde den dog modsætte sig Forsøget paa at lægge noget som helst Baand paa vore Tilbejeligheder, naar Følgerne af at tilfredsstille dem ere, at vi give vort Afkom et ynkeligt og elendigt Liv samtidig med at der tilføjes dem, der ere tilstrækkelig nær til, at de kunne berøres af vore Handlinger, megen Skade. Naar man sammenligner Menneskenes besynderlige Agtelse for Friheden med deres besynderlige Mangel paa Agtelse for den, skulde man virkelig tro, at vi have en nødvendig Ret til at gjøre andre Fortræd, men slet ingen Ret til at tilfredsstille vore Ønsker, naar det sker uden at skade andre.

Jeg har gjemt til Slutningen en stor Klasse Spørgsmaal om Grænserne for Regeringens Indblanding, der, skjønt nøje forbundne med denne Afhandlings Gjenstand, dog strængt taget ikke høre herhen. Der er nemlig Tilfælde, hvor Grundene mod Indblanding ikke gjælde Frihedsgrundsætningen: Spørgsmaalet gjelder ikke en Indskrænkning, men en Understøttelse af de enkeltes Handlinger. Skal Regeringen gjøre eller bevirke, at der bliver gjort noget til deres Gavn, istedenfor at overlade til dem selv enkeltvis eller ved frivillig Samvirken at udrette dette?

Forudsættes Regeringens Indblanding ikke at medføre Indgreb i Friheden, kunne Indvendingerne herimod være af tre Slags.

Der kan først siges, at de enkelte sandsynligvis

Om Friheden. 2. Udg.

10