5
intet Tilfælde kunde tilskrives de demokratiske Institu- tioners varige Virksomhed, men derimod et pludseligt og krampagtigt Udbrud mod den monarkiske og aristo- kratiske Despotisme. I Tidens Lob dannede der sig imidlertid en demokratisk Fristat, som udstrakte sig over en stor Del af Jordens Overflade og viste sig som et af de mægtigste Medlemmer af Nationernes Samfund, og den paa Valg og Ansvarlighed hvilende Regeringsform blev nu Gjenstand for de Iagttagelser og Domme, som altid pleje at ledsage enhver stor, bestaaende Kjendsgjerning. Man erkjendte nu, at saa- danne Fraser, som »Selvregeringe og Folkets Magt over sig selv< ikke ere de rette Udtryk for Sagsam- menhængen. Det Folke, som udover Magten, er ikke altid ét med det »Folk«, over hvem den udøves, og den saakaldte »Selvregering har ikke den Betyd- ning, at enhver regerer sig selv, men at enhver bliver regeret af alle andre. Folkets Vilje betyder desuden faktisk den Vilje, som raader hos den talrigste eller virksomste Del af Folket hos Flertallet eller det Parti, hvem det lykkes at skaffe sig Anerkjendelse som Parti. Folket kan derfor i denne Betydning meget vel ønske at undertrykke en Del af sine egne Med- lemmer, og man trænger lige saa meget til Forholds- regeler herimod som imod enhver anden Misbrug af Magten. Begrænsningen af den Magt, Regeringen ud- over over Individerne, mister derfor ikke noget af sin Betydning, om ogsaa Magthaverne regelmæssig blive ansvarlige for Samfundet, det vil sige for det stærkeste Parti i det. Denne Opfattelse anbefaler sig ikke mindre til alle tænkende Mennesker end til Tilbøjeligheden hos hine vigtige Klasser af det evropæiske Samfund, med hvis virkelige eller indbildte Interesser Demokratiet er i Strid; den har derfor ogsaa uden Vanskelighed vundet Indgang, og i politiske Undersøgelser anfører man nu i Almindelighed »Flertallets Tyrannie som et af de Onder, imod hvilke Samfundet maa være paa sin Post.
