Spring til indhold

Side:Om friheden (1876).djvu/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

19

og nogle af de sletteste Egenskaber i vor Natur en saa kraftig Stotte, at næppe noget andet end Mangel paa Magt formaar at holde den i Temme; og da denne Magt ikke er i aftagende men i tiltagende, saa er der for Øjeblikket, i Fald der ikke kan rejses en stærk Skranke af moralsk Overbevisning imod dette Onde, kun Udsigt til at se det stadig gribe mere og mere om sig.

Det turde være hensigtsmæssigt, om vi, istedenfor strax at gaa ind paa selve Hovedspørgsmaalet, indskrænke os til en Gren af samme, med Hensyn til hvilken den her fremsatte Grundsætning, om ikke fuldstændig, saa dog til en vis Grad er anerkjendt af den offentlige Mening. Denne Gren er Tænkefriheden, hvorfra det imidlertid er umuligt at adskille den dermed beslægtede Meningstilkjendegivelse ved Ord og Skrift. Skjønt disse Friheder i en betydelig Grad danne en Del af den politiske Bekjendelse i alle de Lande, som vedkjende sig religios Tolerance og fri Institutioner, ere de Grunde, de filosofiske som de praktiske, paa hvilke de hvile, maaske ikke saa kjendte af den almindelige Bevidsthed og heller ikke saa grundig tilegnede af mange af Opinionens Forere, som man vel skulde vente. Disse Grunde strække sig i Følge deres Natur ingenlunde blot til denne Del af den foreliggende Gjenstand, og en grundig Drøftelse af denne Del af Sporgsmaalet vil følgelig danne den mest passende Indledning til det øvrige. Deri ligger ogsaa min Undskyldning, naar der, i hvad jeg nærmest har at meddele, kun findes lidet nyt, og naar jeg overhovedet endnu en Gang vover at udtale mig om et Emne, der nu i tre Aarhundreder saa ofte er blevet dreftet.