Side:Om friheden (1876).djvu/32

20

Andet Kapitel.

Om Tænke- og Talefriheden.

Den Tid er forhaabentlig forbi, da et Forsvar for »Pressefriheden«, som et Værn imod en fordærvet eller tyrannisk Regering, er nødvendigt. Vi tør formode, at der nu ikke behøves nogen Bevisførelse, hvorved det godtgjøres, at det ikke bør tillades en lovgivende eller udøvende Magt, hvis Interesser ikke falde sammen med Folkets, at foreskrive dette Meninger og at be­ stemme, hvilke Lærdomme og hvilke Argumenter det skal have Lov til at høre. Denne Side af Spergsmaalet er desuden saa ofte og saa sejrrig bleven belyst af tidligere Skribenter, at det ikke er nødvendigt særlig at gaa ind herpaa paa dette Sted. Skjønt den engelske Lovgivning i Pressesager endnu den Dag i Dag er lige saa servil, som den var paa Huset Tudors Tid, er der dog liden Fare for, at den virkelig skulde bringes i Anvendelse imod politisk Talefrihed, undtagen under en forbigaaende Panik, naar Frygt for Oprør faar Mi­ nistre og Dommere til at gaa fra Sans og Samling*^[1]);

1. • ) Disse Ord vare næppe skrevne, før Regeringens Presse-
   forfølgelser i 1858 indtraf, ligesom for paa en efter­ trykkelig Maade at modsige dem. Denne slet betænkte Indblanding i den offentlige Talefrihed har imidlertid ikke bevæget mig til at forandre et eneste Ord i Texten, og den har heller ingenlunde svækket min Overbevis- ning om, at —naar der ses bort fra Øjeblikke, i hvilke Folk gribes af Skræk — den Tid er forbi i vort Land, da politiske Meningsudvexlinger medførte Lidelser og Straf: thi for det første vedblev Regeringen ikke med Forfølgelserne, og ior det andet var det egentlig ikke politiske Forfølgelser. Det, man paaklagede, var ikke det, at man kritiserede Institutioner eller Regeringens Handlinger eller Medlemmer, men det, at man udbredte