35
Fordi Kristendommens Theologi ikke forekom ham sand eller af guddommelig Oprindelse; fordi han ikke kunde tro paa denne besynderlige Historie om en korsfæstet Gud, og fordi han ikke kunde forudse, at et System, der mente ganske at hvile paa en Grundvold, paa hvilken han aldeles ikke kunde tro, skulde blive den fornyende Kraft, som det trods alle Hindringer virkelig har vist sig at være, følte den ædleste og elsk værdigste af alle Filosoffer og Herskere sig højtidelig forpligtet til at tillade Kristendommens Forfølgelse. Dette er i mine Tanker en af Historiens mest tragiske Kjendsgjerninger. Det er sorgeligt at tænke sig, hvor helt anderledes Verdens Kristendom kunde have været, hvis den kristne Tro var bleven antaget til Kejserdommets Religion under Markus Avrelius i Stedet for under Konstantins Avspicier. Men det vilde være i samme Grad uretfærdigt imod Markus Avrelius og uærligt imod Sandheden at paastaa, at han, naar han straffede Udbredelsen af Kristendommen, skulde have savnet nogen af de Grunde, hvormed Straf for antikristelig Læren kan forsvares. Ingen kristen tror mere bestemt, at Atheismen er usand og tilsigter Samfundets Opløsning, end Markus Avrelius troede det samme om Kristendommen; og dog var han den af alle dalevende, som man skulde have troet var bedst i Stand til at vurdere den. Med mindre den, der billiger, at Udbredelsen af visse Meninger straffes, smigrer sig med at være en bedre og visere Mand end Markus Avrelius; med mindre han anser sig for at være mere dybt fortrolig med sin Tids Visdom og mere aandelig hævet over den; med mindre han tror at være mere alvorlig i sin Søgen efter Sandheden og mere ærlig i sin Hengivenhed for den, naar han fandt den: lad ham saa afholde sig fra den Fordring paa Ufejlbarhed for sig og Mængden, som den store Antoninus gjorde med et saa ulykkeligt Udfald.
I Følelsen af det umulige i at forsvare Anvendelsen af Straf i det Øjemed at betvinge ureligiose Meninger
3*
