36
med nogen Grund, der ikke vil retfærdiggjore Markus Antoninus, indrømme den religiose Friheds Fjender, naar de trænges haardt, undertiden denue Slutning, og ligesom Dr. Johnson sige de, at Kristendommens Forfølgere vare i deres Ret, i det de mene, at Forfølgelsen er en Ildprøve, som Sandheden maa underkaste sig, og som den altid sejrrig bestaar, da Lovens Strænghed dog til syvende og sidst er afmægtig lige over for Sandheden. men undertiden heldig virksom lige over for skadelige Vildfarelser. Dette er en Maade at forsvare den religiøse Intolerance paa, der er saa mærkelig, at den ikke bør forbigaas i Tavshed.
En Theori, der hævder, at Forfølgelsen af Sandheden kan retfærdiggjøres dermed, at Forfølgelsen umulig kan gjøre den nogen Skade, kan ikke beskyldes for bevidst at være fjendtlig imod Antagelsen af ny Sandheder; men vi kunne ikke sige, at den paa en ædelmodig Maade har behandlet de Mænd, hvem Menneskeslægten har at takke for Opdagelsen af ny Sandheder. At oplyse Verden om noget, der i høj Grad berører dens Vel, og om hvilket den hidtil var uvidende; at vise den, at den har taget Fejl i et Hovedpunkt af timelig eller aandelig Interesse, - er den betydeligste Tjeneste, et menneskeligt Væsen kan vise sine Medskabninger, og anses i visse Tilfælde saaledes, naar Talen er om de første kristne og Reformatorerne af Dr. Johnsons Meningsfæller som den kostbareste Gave, der kunde gives Menneskeslægten. At Ophavsmændene til saa meget godt skulde belønnes med Martyriet, at deres Belønning skulde være at blive behandlede som de elendigste Forbrydere, er, efter denne Theori, ikke nogen beklagelig Vildfarelse eller Ulykke, over hvilken Menneskeheden burde sørge i Sæk og Aske, men Forholdenes normale og berettigede Tilstand. Efter denne Lære burde Fremsætteren af en ny Sandhed staa, som Forslagsstilleren af en ny Lov stod i Følge Lokriernes Love, med en Strikke om Halsen, der øjeblikkelig burde snøres sammen, naar
