38
tro, at der i Sandheden i og for sig skulde ligge en Vildfarelsen nægtet Magt til at betvinge Fængsel og Skafot. Folk ere ikke ivrigere i at kæmpe for Sand- heden, end de ofte ere i at kæmpe for Vildfarelsen, og med en tilstrækkelig Anvendelse af legale eller endog blot sociale Straffe vil man i Almindelighed kunne standse Udbredelsen saa vel af hin som af denne. Det virkelige Fortrin, som Sandheden har, be- staar deri, at naar en Mening er sand, kan den un- derkues én, to eller mange Gange; men i Tidernes Løb vil der i Almindelighed findes Mennesker, der opdage den paa ny, indtil den gjenopstaar paa en Tid, da den paa Grund af gunstige Omstændigheder und- gaar Forfølgelser saa længe, at den samler Kræfter til at modstaa alle senere Forsøg paa at undertrykke den.
Man vil indvende, at vi ikke nu dødsdømme de Mænd, der indføre ny Meninger: vi ere ikke som vore Forfædre, der ihjelsloge Profeterne; vi bygge dem endog Gravmindesmærker. Ganske vist dømme vi ikke længere Kjættere til Dode, og sandsynligvis vilde den nyere Tid ikke taale saa strænge Straffebestem- melser endog imod de mest ildesete Meninger, at de derved kunde udryddes. Men lad os ikke smigre os med den Tro, at vi ere fri endog blot for Lovens skammelige Forfølgelser. Loven indeholder endnu Straffebestemmelser for Meninger, eller i alt Fald for deres Udtalelse, og man savner ikke i den Grad Exempler paa, at de endog i vor Tid ere bragte i Anvendelse, at det skulde være ganske utroligt, at de en Dag skulde kunne gjenoplives i deres fulde Kraft. I Aaret 1857 idømte Sommerassiserne i Grevskabet Cornwall en ulykkelig Mand*[1]), om hvem det hed sig, at han i alle Livets Forhold udviste en sjelden hæderlig Op- førsel, 21 Maaneders Fængsel, fordi han havde udtalt
- ↑
- ) Thomas Pooley, Assiserne i Bodmin 31 Juli 1857. I
