Spring til indhold

Side:Om friheden (1876).djvu/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

41

hellighedens Gjenopvaagnen, og hvor der i Folkets Følelser findes denne stærke vedvarende Intolerancens Surdejg, som altid har haft hjemme i dette Lands Middelklasser, behøves der kun lidt til at ægge dem til virkelig at forfølge dem, som de altid have ment med Rette kunde forfølges *[1]). Thi herpaa kommer det an: det er den Maade, hvorpaa Folk tænke og føle med Hensyn til dem, der forkaste de Trossætninger,

    • ) Der ligger en rig Advarsel i den Kjendsgjerning, at
    betydelige Momenter af Forfølgelsessyge blandede sig med den almindelige Udfoldelse af vor Nationalkarak- ters værste Bestanddele i Anledning af Sepoy Oprøret. Det er ikke Umagen værdt at omtale Fanatikernes og Charlatanernes rasende Udbrud paa Prækestolen; men Førerne for det evangeliske Parti have anført det som en Grundsætning for Regeringen over Hinduer og Mu- hamedanere, at det offentlige ikke burde understøtte nogen Skole, i hvilken Biblen ikke læses, og som en nødvendig Følge heraf, at intet offentligt Embede burde gives til andre end virkelige eller foregivne kristne. Det berettes, at en Understatssekretær i en Tale til sine Vælgere den 12 Novbr. 1857 ytrede fol- gende: „Den britiske Regerings Overbærenhed med deres Tro" (hundrede Millioner britiske Undersaatters Tro), med den Overtro, de kaldte Religion, havde haft til Følge at skade det britiske Navns Magt og hindre Kristendommens gavnlige Væxt.... Tolerance var den store Hjørnesten for den religiøse Frihed i dette Land; men lad dem ikke misbruge det skjønne Ord Tolerance! Efter Talerens Mening betød det fuldstæn- dig Frihed til at dyrke Gud for alle kristne, hvis Gudsdyrkelse hvilede paa samme Grundvold. Det betød Fordragelighed lige over for alle Sekter og Klasser af kristne, der troede paa Kristi Mel- lemkomst." Jeg ønsker at gjøre opmærksom paa den Kjendsgjerning, at en Mand, som man har anset for skikket til at beklæde et højt Embede i dette Land under et liberalt Ministerium, fastholder den Theori, at der ikke bør vises Fordragelighed mod dem, der ikke tro paa Kristi Guddommelighed. Hvem kan efter denne taabelige Udgydelse nære den Indbildning, at den religiøse Forfølgelsessyge er forsvunden for aldrig at vende tilbage.