47
som Maade, ih orvel de fremdeles kunne forkastes paa en ubesindig og uvidende Maade; thi det er sjælden muligt ganske at forhindre Meningsudvexling, og slip- per den først ind, er den Tro, der ikke støttes af en fast Overbevisning, tilbøjelig til at give efter for det mindste Spor af en Bevisførelse. Ser man imidlertid bort fra denne Mulighed - antager man, at den sande Mening kan opfattes som en Fordom, som en Tros- sætning, der er uafhængig af al Bevisførelse - saa er det dog ikke den Maade, paa hvilken et fornuftigt Væsen burde slutte sig til Sandheden. Dette er ikke at kjende Sandheden. Naar Sandheden opfattes paa den Maade, er den kun en Overtro til, der tilfældig- vis fæster sig ved Ord, der udtrykke en Sandhed.
Hvis Menneskenes Forstand og Dømmekraft bør udvikles noget, som i det mindste Protestanter ikke nægte, hvorved kunne disse Evner da bedre oves end ved at tænke over de Forhold, der interes- sere Mennesket i den Grad, at det anses nødvendigt, at han har en Mening om dem? Hvis Forstandens Udvikling fortrinsvis beror paa noget, saa er det vis- selig derpaa, at man lærer de Grunde, hvorpaa ens egne Meninger hvile, at kjende. Hvad man end tror i Spørgsmaal, i hvilke det er af største Betydning at tro rigtig, saa burde man dog i det mindste være i Stand til at forsvare sin Tro imod de sædvanlige Ind- vendinger. »Men, vil man indvende: »man kan lære Folk Grunden for deres Mening. Det er ikke en nød- vendig Folge, at Meningerne kun blive eftersnakkede, fordi man aldrig har hørt dem blive bestridte. Folk, der lære Geometri, optage ikke alene Theoremerne i deres Hukommelse; men de lære ligeledes at forstaa Beviserne, og det vilde være meningsløst at sige, at de ere uvidende om de Grunde, hvorpaa de geometriske Sandheder hvile, fordi de aldrig høre nogen benægte dem eller forsøge paa at bestride dem. Utvivlsomt ! og en saadan Lære slaar til i et Emne som Mathe- matikken, hvor der overhovedet ikke lader sig anføre
