48
noget paa Sporgsmaalets fejle Side. Det ejendommelige ved mathematiske Sandheders Beviskraft er, at alle Bevisgrundene findes paa den ene Side. Her findes ingen Indvendinger og ingen Svar paa Indvendinger. Men i alle Spørgsmaal, i hvilke Meningsforskjelligheder ere mulige, afhænger Sandheden af, at det kommer til en Opgjørelse mellem to Klasser af modstaaende Grunde. Endog i Naturvidenskaberne lader der sig altid tænke en anden Forklaring af de samme Kjendsgjerninger: en geocentrisk Theori i Stedet for en heliocentrisk, et Flogiston i Stedet for et Oxygen; og det gjælder her at vise, hvorfor den anden Theori ikke er den sande; saa længe dette ikke er vist, og saa længe vi ikke vide, hvorledes det skal vises, forstaa vi ikke Grunden for vor Mening. Men vende vi os til Emner, der ere uendelig mere indviklede, til Moralen, Religionen, Politikken, de sociale Forhold og det praktiske Liv bestaar Bevisførelsen for enhver bestridt Mening for tre Fjerdedele i at afkræfte de Skingrunde, der kunne anføres for en eller anden modsat Mening. Det fortælles om Oldtidens næststørste Taler, at han altid gjennemtænkte sin Modstanders Grunde med lige saa stor, om ikke med endnu større Ombu end sine egne. Hvad der for Cicero var et Middel til at gjøre Lykke som Taler, burde efterlignes af alle, der gjennemforske en hvilken som helst Sag i den Hensigt at finde Sandheden. Den, der kun kjender den ene Side af Sagen, kjender den kun meget daarlig. Hans Grunde ere muligvis gode, og maaske har ingen været i Stand til at gjendrive dem; men hvis han i samme Grad er ude af Stand til at gjendrive Modstanderens Grunde; hvis han ikke engang kjender dem, har han ingen Anledning til at foretrække den ene Mening fremfor den anden. Det fornuftigste for ham vilde være at opsætte at fælde nogen Dom, og hvis han ikke kan slaa sig til Ro hermed, b saa lader han sig enten lede af Avtoritetstro, eller han slutter sig, som Flertallet af Menneskene, til den -