59
lige paa en negativ Maade. Ledet med fuldendt Dyg- tighed gik denne Dialektik ud paa at overbevise den, der kun eftersnakkede de overleverede Meningers al- mindelige Talemaader, om at han ikke forstod Sporgs- maalet, og om at han hidtil ikke havde tillagt de Meninger, han udtalte, nogen bestemt Betydning. For- maalet hermed var, at gjøre ham opmærksom paa hans Uvidenhed, saa at han kunde blive ført ind paa den rette Vej til Opnaaelsen af en paa en klar Opfattelse baade af Læresætningernes Betydning og af deres Be- viskraft hvilende fast Tro. Middelalderens skolastiske Disputatser havde et lignende Formaal. De vare be- regnede paa at gjøre det sikkert, at Disciplen forstod sin egen Mening (som en nødvendig Folge heraf den modstaaende Mening), og at han med Kraft kunde gjøre sine Grunde gjældende og slaa sin Modstanders til Jorden. De sidst omtalte Stridigheder havde rigtig nok den ulægelige Fejl, at de Forudsætninger, til hvilke der henvistes, hvilede paa Avtoritetstro og ikke havde deres Udspring fra Fornuften. Som Aandsøvelse stod de derhos i enhver Henseende tilbage for den kraftige Dialektik, ved hvilken »Socratici viris udviklede deres Aand; men Nutiden skylder begge langt mere, end man i Almindelighed er villig til at indrømme, og Nutidens Opdragelsesmaade giver ikke i den fjærneste Grad nogen Erstatning for noget af de to Oplysnings- midler. Den, der skylder Lærere eller Boger al sin Oplysning, er selv om han undgaar den nærlig- gende Fristelse at lade sig nøje med blot Hukom- melsesværk-paa ingen Maade bleven nedt til at høre begge Sider. Som en Folge heraf er det at kjende begge Sider, endog blandt Tænkere, langt fra at være nogen almindelig udbredt Færdighed, og det svageste, som enhver fremfører til Forsvar for sin Mening, er det, han betragter som et Svar til Modstanderne. Det er i vor Tid blevet Mode at nedsætte den negative Logik: den, der paapeger svage Punkter i Theorien eller Vildfarelser i Praxis uden at give nogen positiv
