75
ligt, at Individualiteten i Sager, der ikke ligefrem angaa andre, gjør sig gjældende. Hvor ikke Personens egen Karakter, men andre Folks Traditioner eller Skikke er det bestemmende for Handlingen, der mangler en af de vigtigste Betingelser for menneskelig Lykke. og Hovedbetingelsen for det individuelle og sociale Fremskridt mangler ganske.
Den største Vanskelighed, Forsvaret for denne Grundsætning moder, ligger ikke i Vurderingen af de Midler, der kunne føre mod et anerkjendt Maal, men i den Ligegyldighed, Folk i Almindelighed nære mod selve Maalet. Hvis man følte, at Individualitetens fri Udvikling er en af Hovedbetingelserne for det menneskelige Velvære, at den ikke alene er et med Civilisationen, Oplysningen, Dannelsen og Opdragelsen sideordnet Element, men selv en nedvendig Bestanddel af og Betingelse for alle disse Ting, saa vilde der ikke være nogen Fare for, at Friheden skulde blive undervurderet, og Fastsættelsen af Grænsen mellem den og den sociale Kontrol vilde ikke frembyde nogen overordentlig Vanskelighed. Men Ulykken er, at den sædvanlige Maade at tænke paa næppe anerkjender, at den individuelle Selvbestemmelse har noget indre Værd eller fortjener at paaagtes for dens egen Skyld. Da Flertallet er tilfreds med Menneskeslægtens Tilstande saaledes, som de nu engang ere (thi det er det, der har gjort dem til, hvad de ere --) kan det ikke forstaa, hvorfor disse Tilstande ikke skulde være gode nok for alle; og hertil kommer, hvad der har endnu mere at betyde, at Selvbestemmelse ikke er nogen Bestanddel af det Ideal, Flertallet at de moralske og sociale Reformatorer har dannet sig, men snarere betragtes med Skinsyge som en generende og maaske ustyrlig Hindring for den almindelige Antagelse af det, der efter disse Reformatorers Mening vilde være det bedste for Menneskeslægten. Der er uden for Tyskland kun faa, der endog blot forstaa Betydningen af den Lære, den fremragende Lærde og Statsmand Wilhelm v. Hum-
