77
det, naar Evnerne ere blevne modnede, kan bruge og fortolke Erfaringen paa sin Maade. Det er det en- kelte Menneske selv, der skal afgjøre, hvilken Del af den overleverede Erfaring, der er særlig anvendelig paa hans Karakter og de Omstændigheder, hvorunder han lever. Andre Folks Overleveringer og Skikke vise til en vis Grad, hvad deres Erfaring har lært dem; der ligger i alt Fald et foreløbigt Bevis heri, og det har, som saadant, Krav paa vor Agtelse; men, for det første er deres Erfaring maaske for indskrænket, eller maaske have de ikke fortolket den ret. For det andet kan deres Fortolkning at Erfaringen, selv om den er rigtig, muligvis være uanvendelig for andre. Sædvaner passe for sædvanlige Forhold og sædvanlige Karakterer; men maaske deres Karakter og de For- hold, hvorunder de leve, ere usædvanlige. Selv om, for det tredje, Sædvanerne baade ere gode som saa- danne og anvendelige for andre, saa kan der dog, naar man ene retter sig efter Sædvanerne, fordi de ere Sædvaner, ikke derved fremkaldes eller udvikles nogen af de Egenskaber, der ere menneskelige Væse- ners ejendommelige Gave. Den menneskelige Opfat- telsesevne, Dommekraft, Evne til at skjelne, den aan- delige Virksomhed, ja selv de moralske Tilbøjeligheder kunne kun ves, naar man træffer sit eget Valg. Den. der gjør en hvilken som helst Ting, kun fordi det er Skik og Brug, træffer intet Valg. Han vinder ingen Øvelse enten i at afgjøre eller enske, hvad der er bedst. De aandelige og moralske Evner maa, ligesom Muskelkraften, bruges, hvis de skulle forbedres. Ev- nerne oves ikke mere, naar man gjør en Ting, kun fordi andre gjøre det samme, end naar man tror noget, kun fordi andre tro det. Hvis de Grunde, hvorpaa en Mening hviler, ikke ere afgjørende for et Menneskes egen Fornuft, kan hans Fornuft ikke blive styrket, men vil sandsynligvis blive svækket, naar han antager den; og hvis Tilskyndelsen til en Handling ikke stem- mer med hans egne Følelser og Karakter (hvor andres
