Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

igien til Alcibiades, hvilken han elskede, og derved vilde opmuntre til herefter ved egne Gierninger at fortiene slige Æresbeviisninger af sit Fædreneland. Han havde desuden i en Fegtning kort tilforn reddet hans Liv. — Man beleirede Staden Potidæa i den strengeste Kulde. Andre forvarede sig imod Kulden, men han blev ved sin sædvanlige Klædedragt, og gik med blotte Fødder over Iis. Pesten rasede i Leiren og i Athenen selv. Det er fast ikke troeligt, hvad Diogenes, Laertius og Ælion forsikre: Socrates skal være den eeneste, som den slet ikke angreeb. Uden just at slutte noget af denne Omstændighed, der gierne kan have været et blot Tilfælde,[1] kan man overhovedet sige med Tilforladelighed, at han maae have været af en stærk Legemsbeskaffenhed, og saaledes have vidst ved Maadelighed, Øvelse og Afhold fra ald Vellyst at vedligeholde samme, at han var ganske hærdet mod alle Livets Tilfælde og Besværligheder. Alligevel har han endog i Marken ikke efterladt, ei aleene at øve, men endog yderligere at anstrenge sine Siælekræfter. Man saae ham undertiden i fire og tyve Timer paa eet og det samme Sted at staae fordybet i Tanker, ligesom om Siælen var borte fra Legemet, som Aulus Gellins siger. Man kan ikke nægte, at disse Henrykkelser jo vare et Anlæg til

  1. Lægerne ville af Erfarenhed vide, at Pesten allermindst skaaner de stærkeste Legemsbeskaffenheder.