Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Sværmerie, og man finder i hans Liv mange Spor paa, at han ikke ganske har været frie derfor. Imidlertid var det et uskadeligt Sværmerie, der hverken havde Stolthed eller Menneskehad til Grund, og som i den Forfatning, hvori han befandt sig, maae have været ham meget nyttigt. De almindelige Naturkræfter strække kanskee ikke til at ophæve Menneskene til saa høie Tanker og faste Beslutninger.

Efterat Feldttoget var endt, vendte han tilbage til sin Fædrenestad, og begyndte med Eftertryk at bestride Sophisterie og Overtroe, og underrette sine Medborgere i Dyd og Viisdom. Paa offentlige Gader, Spadseregange, Bade, private Huuse, Konstneres Verksteder, hvor han kuns fandt Mennesker, som han troede at kunne forbedre, der holdt han dem an, og indlod sig i Samtale med dem[1], forklarede dem, hvad der var Ret og Uret,

  1. Med Xenophon blev han paa følgende Maade bekiendt: Han mødte ham i en snever Giennemgang. Dette unge Menneskes smukke og beskedne Udseende behagede ham saa vel, at han holdt Stokken for ham, og ikke vilde lade ham gaae videre. Unge Menneske! sagde han, veed du hvor du kan faae dit Livs Fornødenheder? — O ja! svarede Xenophon. — Veed du da og, hvor Dyd og Retskaffenhed ere at bekomme? — Det unge Menneske studsede og saae paa ham. — Saa følg efter mig, blev Socrates ved, jeg skal vise dig det. Han fulgde ham, blev hans troeste Discipel, og man veed, for hvor meget han har havt ham at takke.