Anden Samtale.
Vores Lærer havde udtalt, og gik, som fordybet i Tanker, op og ned i Kammeret, vi sadde alle tavse og eftertænkde Sagen. Kun Cebes og Simmias talede sagte med hverandre. Socrates saae sig om og spurgde Hvorfore saa sagte? mine Venner! Skal vi ikke erfare, hvad der ved de forebragte Fornuftgrunde er at forbedre? Jeg veed vel, at der til fuldkommen Tydelighed fattes dem endnu adskilligt. Hvis I altsaa for nærværende Tid underholder Eder med andre Ting, saa maae det være got; men taler I om den Materie, som vi har for, saa opdager os kun Eders Indvendinger og Tvivlsmaal, at vi tilsammen kan undersøge dem, og altsaa enten hæve dem eller og selv tvivle derom.
Simmias sagde: Jeg maae tilstaae dig, Socrates at vi begge have Indvendinger at giøre, og allerede for længe siden have tilskyndet hinanden at forebringe dem, saasom vi begge gad gierne høre din Modsigelse, men enhver af os undseer sig ved at falde dig besværlig i din nærværende Modgang.
Da Socrates hørde dette, loe han og sagde: Ei! hvor vanskelig, Simmias! ville jeg ikke kunde overtale
