Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/113

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret


andre Mennesker, at jeg ikke holder mine Omstændig- for saa slette, eftersom I ikke vil troe det, og frygte, at jeg maatte blive slettere tilmode og fortrydeligere end jeg har været tilforn.

Man siger om Svanerne, at de, kort før deres Endeligt, synge behageligere end i deres heele Levetid. Naar disse Fugle, som det heeder, ere helligede Apollo, saa ville jeg sige, at Guden lader dem i deres Dødsstund føle Forsmagen paa hiint Livs Lyksalighed, og at de ved denne Følelse fornøie sig og synge. Med mig forholder det sig ligesaa. Jeg er Præst hos denne Gud, og, i Sandhed! han har indpræget i min Siæl en anende Følelse af Saligheden efter Døden, der fordriver det onde Mod, og, nær ved min Død, lader mig være meget gladere end i mit heele Liv. Aabenbarer mig altsaa, uden Betænkning, Eders Tvivl og Indvendinger! Spørger om hvad I har at spørge, saa længe endnu de elleve Mænd vil tillade det.

Got! svarede Simmias, jeg vil altsaa giøre Begyndelsen, og Cebes maae følge.

Jeg har kuns endnu en eeneste Erindring at sende forud: Naar jeg yttrer Tvivl imod Siælens Udødelighed, saa skeer det ikke imod denne Læres Sandhed, men imod den fornuftmæssige Beviislighed, eller noget meere, imod den Vei, som du, o Socrates! har valgt, for ved Fornuften at overbevise os derom. I det øvrige an-