stille sig det triumpherende Øiekast, hvormed da slige Lærere saae ned paa deres Discipler eller endog deres Modsigere. Men hvad giorde vel Socrates ved slig en Leilighed? Han klappede med; men vovede nogle lette Spørgsmaal, som vare langt borte fra Sagen, hvilke den høilærde Mand holdt for daarlige, og af Medlidenhed besvarede. Efterhaanden listede han sig nærmere til Sagen, immer ved Spørgsmaal, og immer ved det han afskar hans Modstander Leilighed til at udsvæve i vedholdende Taler. Derved bleve de nødte til, tydeligere at adskille Begreberne, lade de rigtigere Forklaringer gielde, og af deres falske Forudsætninger drage urimelige Følger. Tilsidst saae de sig saaledes bragte i Knibe, at de bleve utaalmodige. Han derimod blev det aldrig, men taalde deres Uartigheder med den største Frimodighed, blev ved at udvikle Begreberne, indtil endelig de Urimeligheder, som fulgde af Sophisternes Grundsætninger, bleve haandgribelige endog for den eenfoldigste Tilhører. Paa denne Maade bleve de til Latter for deres egne Lærlinger.
I Henseende til Religionen synes han at have havt følgende Maxime for Øine: Enhver falsk Lære eller Meening, der aabenbare førde til Uskikkelighed, og altsaa, streed imod det menneskelige Kiøns Lyksalighed, blev af ham paa ingen Maade skaanet, men offentlig, i Nærværelsen af Hyklere, Sophister og det gemene
