Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Folk, bestridt, giort latterlig, og viist i sine urimelige og afskyelige Følger. Af denne Art vare Fabeldigternes Lærdomme om de Svagheder, Uretfærdigheder, skammelige begieringer og Lidenskaber, som de tilskreve deres Guder. Over slige Sætninger, ligesom og over urigtige Begreber om Guds Forsyn og Regiering, om det Godes Belønning og det Ondes Straf, var han aldrig tilbageholdende, aldrig, end ikke til Anseende, tvivlsom, men altid fast i den Beslutning, med den største frimodighed at forfegte Sandhedens Sag, og, som Følgen viiste, at besegle sin Bekiendelse med Døden. Men en Lærdom, der var blot theoretisk falsk og kunde ikke giøre Sæderne stor Skade, lod han uanfegtet, bekiendte sig meget meere offentlig til den herskende Meening, paapassede de derpaa grundede Ceremonier og Religionsskikke, vogtede sig derimod for ald Leilighed til en afgiørende Forklaring, og, naar han ikke kunde undgaae, saa havde han en Tilflugt i Beredskab, der aldrig kunde mangle ham; Han foregav sin Uvidenhed.

Den Læremaade, hvilken han, som vi have seet, af andre Aarsager havde udvalgt, var ham heri overmaadig gunstig. Thi saasom han aldrig forkyndte sin Lære med en alvidende Mands Høimodighed, da han meget meere selv ingen mening antog, men altid ved Spørgsmaal søgde at udlokke Sandheden af sine Tilhørere; saa var det ham tilladt, ikke at vide det som