Tredie Samtale.
Efter nogen Stiltienhed vendte Socrates sig til Cebes, og sagde: Min kiære Cebes! siden du har erlanget rigtigere Begreber om det Udødeliges Væsen, hvad synes dig da om Fabel-Lærerne, der ofte lade en Gud være nidsk paa en Dødeligs Fortienester, og blot af Misgunst fiendtlig sindet imod samme?
Du veed, Socrates! hvad vi have lært at tænke om slige Opdigtelser.
Had og Misundelse, disse nedrige Lidenskaber, der saa meget Vanære den menneskelige Natur, maae ganske og aldeles være uovereenstemmende med den guddommelige Hellighed.
Herom er jeg overbeviist.
Du troer altsaa nu tilforladelig og uden ringeste Betænkning, at du, vi, og alle vore Medmennesker, ikke bliver misundte, ikke hadede, ikke forfulgte, men paa det ømmeste elskede af hiint allerhelligste Væsen, der har frembragt os?
Rigtig!
I denne faste Overbeviisning kan aldrig paakomme dig mindste Frygt, at den Allerhøieste skulde have kaldet
