mer udstrækker sit Maal videre, er tilmaalt Aandernes Væsen, Egenskaber og Bestemmelse. Den Uendeliges underfulde Verker indeholde Materie og Næring nok til i Evighed at underholde denne Bestræbelse; jo meere vi indtrænge i disse Hemmeligheder; jo videre Udsigter aabner vort begierlige Øiekast sig; jo meere vi udgrundde der, jo meere finde vi at udforske; jo meere vi nyde, jo utømmeligere er Kilden.
Vi kunne altsaa, blev Socrates ved, med god Grund antage at denne Forstræbelse til Fuldkommenhed, denne Tiltagelse, denne Vext i indvortes Fortreffelighed, er fornuftige Væseners Bestemmelse, og Skabningens høieste Endehensigt. Vi kunne sige, at denne Verdenbygning er bleven frembragt, paa det at der kunde gives fornuftige Væsener, der kunne gaae frem fra Trin til Trin, efterhaanden tiltage i Fuldkommenhed, og i denne Tilvext finde deres Lyksalighed. At disse samtlige skal midt paa Veien staae stille, ikke aleene staae stille, men paa engang blive stødte tilbage i Afgrunden, og miste alle Frugterne af deres bestræbelser, dette kan det allerhøieste Væsen umuelig finde Behag i, og have indført i den Plan til Verden, som fremfor alle andre har behaget ham. Som enkelte Væsener ere de uforgiengelige; som Naturer, der bestaae for sig selv, ere ogsaa deres Fuldkommenheder vedvarende og af uendelige Følger; som fornuftige Væsener stræbe de efter en uop-
