hørlig Tilvext og Fremgang i Fuldkommenhed; Naturen anbyder dem tilstrækkelig Anledning til denne endeløse Fremgang, og som det sidste Endemaal for Skabningen kan de ikke have nogen anden Hensigt, og derfore forsætlig forstyrres i Fremgangen eller Besiddelsen af deres Fuldkommenheder. Anstaaer det Viisdommen, at frembringe en Verden, paa det at de Aander, som den sætter deri, skal betragte dens Under og blive lyksalige, men et Øieblik derefter igien for evig at unddrage disse Aander selv Evnen til Betragtning og Lyksalighed? Anstaaer det Viisdommen, at giøre et Skyggeverk af Lyksalighed, der immer kommer og immer forgaaer, til sidste Maal for sine Undergierninger? O nei, mine Venner! ikke forgieves har Forsynet indgivet os en Attraae efter en evig Lyksalighed, den kan og skal tilfredsstilles. Hensigten med Skabningen vedvarer lige saa længe som Skabningen; Beundrerne af de guddommelige Fuldkommenheder lige saa længe, som det Værk, hvori disse Fuldkommenheder ere synlige. Saaledes, som vi her tiene Verdens Regent, i det vi udvikle vore Kræfter, saaledes skal vi og fortfare i hiint Liv under hans guddommelige Omhue, øve os i Dyd og Viisdom, uophørlig giøre os fuldkomnere og dygtigere til at opfylde den Række af guddommelige Hensigter, der strækker sig fra os hen i det Uendelige. At staae stille nogensteds paa denne Vei, strider aabenbare mod den gud-
