dommelige Viisdom, Godhed og Almagt, og har i Udkastet til planen af denne Verden lige saa lidet kunnet behage det allerfuldkomneste Væsen, som uskyldige Skabningers allerhøieste Elendighed.
Hvor beklagelig er ikke den Dødeliges Skiebne, der ved ulykkelige Sophisterier har berøvet sig den trøstelige Forventelse af det Tilkommende! Han maae ikke eftertænke sin Tilstand, men enten leve hen ligesom i en Døsighed, eller og fortvivle. Hvad er vel skrækkeligere for den menneskelige Siæl, end Tilintetgiørelsen? og hvad elendigere, end et Menneske, der seer den med stærke Skridt komme sig i Møde og synes allerede i Forveien at føle den i den trøsteløse Frygt, hvormed han venter paa den? I Lykken indsniger denne skrækkelige Tanke sig imellem de meest vellystige Forestillinger, ligesom en Slange imellem Blomster, og forgifter Livet; i Ulykken nedslaaer den Menneskene ganske haabeløse, i det den giør dem den eeneste Trøst, der kan forsøde Elendigheden, Haabet om noget bedre Tilkommende, kummerlig. Ja Begrebet om en forestaaende Tilintetgiørelse strider saa meget imod den menneskelige Siæls Natur, at vi ikke kunne rime den med sine nærmeste Følger, og, hvorhen vi vende os, støder paa tusinde Urimeligheder og Modsigelser. Hvad er dette Liv med alle sine Møisommeligheder, besynderlig naar de behagelige Øieblikke deraf blive forvandlede til Galde
