af Angesten for en uundgaaelig Tilintetgiørelse? er en Varighed af i Gaar og i Dag, der i Morgen ikke meere skal være? En høist foragtelig Ringhed, der meget slet belønner os den Møie, Arbeide, Bekymringer og Besværligheder, hvormed, vi udholde dem. Og dog er denne Ringhed Alting for dem, der intet bedre have at haabe. I Følge deres Lære maatte den nærværende Tilværelse være dem det høieste Gode, som intet i Verden kunde veie op imod; det smerteligste, det jammerligste Liv maatte da være uendelig bedre, end Døden, som den fuldkomne Tilintetgiørelse af deres Væsen; deres Kiærlighed til Livet maatte da ingenlunde kunne overvindes af noget. Hvilken Bevæggrund, hvilken Betragtning ville være mægtig nok til at føre dem i ringeste Livsfare? Ære og Eftermæle! disse Skygger forsvinde, naar man taler om virkelige gode Ting, der skulle sættes i Ligning med dem. Det angaaer deres Børns, deres Venners, deres Fædrenelands Vel, ja om det og var det ganske menneskelige Kiøns Vel; dem er dog de jammerligste faa Øieblikke alting, som de have at trøste sig med, og derfor af uendelig Vigtighed: hvorledes kan de foragte dem? hvad de vove, er aldeles ikke at sætte i Ligning med det, som de haabe at faae; thi Livet er, efter disse Sophisters Tanker, i Sammenligning med alle andre gode Ting, uendelig stort.
