tragte det som et Middel til Lyksalighed. Men saasnart vi tilligemed Livet ogsaa miste vor Tilværelse, saa ophører det at være et blot Middel; det bliver Hensigten, det sidste Maal for vore Ønsker, det høieste Gode, som vi kunne stræbe efter, der for sin egen Skyld bliver søgt, elsket og eftertragtet, og intet Godt i Verden kan sættes i Ligning dermed, meget mindre foredrages det; thi det overgaaer da alle andre Betragtninger i Vigtighed. Jeg kan derfor umuelig troe, at et Menneske, med hvilket Alting ved dette Liv var ude, skulde, efter sine Grundsætninger, kunde opofre sig for Fædrenelandets eller det ganske menneskelige Kiøns Vel. Jeg er meget meere af den Meening, at der, saa ofte Fædrenelandets Velgaaende uomgiengelig udfordrede at en Borger maatte miste Livet eller ikkuns komme i Fare for at miste det, da efter denne Forudsætning maatte opkomme en Krig imellem Fædrenelandet og denne Borger, og det, som er det selsomste, en Krig, der paa begge Sider er retfærdig; Thi har ikke Fædrenelandet Ret til at fordre af enhver Borger, at han skal opofre sig for det Heeles Vel? Hvem ville nægte det? Men Borgeren har den lige modsatte Ret, saasnart Livet er hans høieste Gode. Han kan, han tør, ja han er, i Følge disse Grundsætninger, forbunden til at giøre det, at søge sit Fædrenelands Undergang, for at forlange sit allerdyreste Liv nogle Dage. Ethvert
