Denne side er valideret
som hans Tænkemaade ikke er mig ubekiendt, saa syntes han aleene derfor at staae i Betænkning, fordi han holdt Dommen, der var afsagt over mig, for uretfærdig. Naar han vidste, at jeg virkelig havde giort mig skyldig i den Forbrydelse, hvorfore jeg er bleven anklaget, saa vilde han ikke tvivle paa, at Republiken jo var berettiget til at straffe mig paa Livet og at det altsaa var min Pligt, at lide denne Straf. Har Republiken, som enhver anden moralsk Person, Ret til at straffe den der giør den Overlast,[1] og naar de mil-
- ↑ Den Ret, at giengielde en Fornærmelse ved at tilføie Fornærmeren et physisk Onde, finder og Sted i Naturens Stand, og grunder sig ikke, som nogle Philosopher meene, paa den selskabelige Accord, og er uafhængende fra den indførte Eiendoms-Ret. Mennesket er ogsaa i Naturens Stand forbunden til at sørge for sin Opholdelse, Sundhed og Fuldkommenhed, og har en Ret til at betiene sig af det tilladte Middel hertil. Han kan ogsaa afholde andre fra at være ham hinderlig i denne Rets uskyldige Udøvelse. Han har altsaa en fuldkommen Ret til at fordre af enhver anden, at de ikke fornærme ham, og endelig, for at undgaae videre Fornærmelse, at betiene sig af Straffen. Straffens Grader rette sig efter Fornærmelsens Størrelse, og fornemmelig efter den Sandsynlighed, at de blive tilstrækkelige til at beskytte for Uret i Fremtiden. Derfore ere og Dødsstraffe retfærdige, naar de mildere ikke blive tilstrækkelige. Hvem der i Naturens Stand nedriver mig min Hytte, giør mit Vand mudret, eller ka-
