dere Straffe ikke kunne giøre det, endog at straffe ham paa Livet: saa maae den Fornærmende ogsaa efter den strengeste Retfærdighed være forbunden til at taale denne Straf. Uden denne lidende Forbindtlighed var hiin Ret kuns en tom Tone, Ord uden Mening og Betydning. Lige saa lidet som der i den physiske Verden gives en Virken uden en Liden: lige saa lidet kan der i den moralske Verden tænkes en Rettighed paa en Person, uden en Forbindtlighed hos ham.[1]
- ↑ Den Stærkeres Lov kan i Sandhedens Rige ikke afgiøre nogen Sag. Magt og Ret ere Begreber af saa forskiellig Natur, at Magten lige saa lidet kan føde en Ret, som Retten en Magt. En Ret paa den eene, uden Forpligtelse paa den anden Side, maatte afgiøres ved Magten, og dette er urimeligt. Naar Forældre have den fuldkomne Ret til at fordre Lydighed af deres Børn, saa maae disse igien paa deres Side være forbundne til at bevise dem Lydighed. Ere Børnene berettigede til, saa lange de ikke kunne sørge for dem selv, at fordre
ster en Steen efter mig for at beskadige mig, den kan jeg med Rette straffe, uagtet endnu ingen Eiendoms-Ret er indført, ingen selskabelig Accord er indgaaet imellem os. Ikke heller vil vel nogen nægte, at enhver Stat har Ret til at straffe en Udlænding, der har fornærmet den, omendskiønt han ikke staaer i noget selskabeligt Forbund med denne Stat. Ja Staterne imellem sig selv indrømme hinanden en Ret til at straffe, omendskiønt de meget ofte leve imellem sig selv i Naturens Stand.
