Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/187

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

dens Goder ikke saa ulige uddeelte, som man troer. Dyden har for det meeste en indvortes Selvberoeligelse til Følge, som er den en sødere Belønning, end Lykke, Ære og Rigdom. Den underliggende Uskyldighed ville maaskee sielden ønske sig i Tyrannens Sted, som sætter Foden den i Nakken; den maatte kuns alt for dyrt, med indvortes Uroelighed, kiøbe denne i Øiet faldende Lykke. Overhoved, hvem der giver meere Agt paa Menneskernes Følelser end paa deres Domme, den vil finde deres Tilstand ikke nær saa meget værd at beklage, som de i deres almindelige Samtaler udraabe den for.” Saaledes torde mangen een sige, for at redde det viise Forsyns Veie i Naturen. Men alle disse Grunde har kuns i det Fald en Vægt, naar ikke Alting med dette Liv er ude for os, naar vores Haab strækker sig ud i det Uendelige. I dette Fald kan det, ja det maae for vores Lyksalighed være meget vigtigere, naar vi herneden stride med Ulykke, naar vi lære og øve Taalmodighed, Standhaftighed og Hengivelse i den guddommelige Villie, end naar vi i Lykke og Overflødighed forglemme os selv. Om jeg og under tusinde Piinsler ender Livet, hvad skader det? Har ikkun min Siæl derved erhvervet sig den lidende Uskyldigheds Skiønhed, saa har den ald sin Pine med Renter betalt. Smerten er forgiengelig og Lønnen af evig Varighed. Men hvad holder den ska-