desløs, der under disse Piinsler opgiver sin ganske Tilværelse, og med det sidste Aandedrag lader alle de Siælens Skiønheder fare, som han ved denne Kamp har erhvervet sig? Er slige et Menneskes Skiebne ikke grusom? Kan den være retfærdig og god, der har anordnet det saaledes? Og sæt endog, at Medvidenhed om Uskyldighed kunde veie op imod alle smertelige Følelser, ja imod den Dødsangest selv, som den Uskyldige lider af sin Forfølgers Hænder: skal da hiin Voldsmand, hiin Overtræder af de guddommelige og menneskelige Rette, saaledes fare bort, uden nogensinde at blive udrevet af den blinde Forstokkenhed, hvori han har levet, og erlange bedre og rigtigere Begreber om det Gode og Onde? uden nogensinde at mærke, at denne Verden regieres af et Væsen, der finder Behag i Dyd? Naar intet tilkommende Liv er at haabe, saa kan man lige saa lidet retfærdiggiøre Forsynet over Forfølgeren som over den Forfulgte.
Ulykkeligvis blive mange ved disse tilsyneværende Vanskeligheder forførte til at nægte forsynet. Det allerhøieste Væsen, troe de, bryder sig slet intet om Menneskenes Skiebne, saa meget det end har bekymret sig om deres physiske Naturs Fuldkommenheder. Dyd og Last, Uskyldighed og Forbrydelse, hvem der ærer og hvem der spotter det, sige de, ere i dette Væsens Øine fuldkommen lige; og hvad for andre saavel latterlige som
