strafværdige Meeninger der gives, som man nødvendig maae falde paa, naar man tager feil af Veien til Sandhed. Jeg holder det for overflødigt, mine Venner! vidtløftig at tale om disse Meeningers slette Grund, da vi alle ere forsikrede om, at vi staae under den guddommelige Beskiermelse, og erlange det Gode af dens Hænder, ligesom og det Onde ikke uden dens Tilladelse.
Derimod vide vi en sikrere og lettere Vei til at rede os ud af denne Labyrinth. I vore Øine nægter lige saa lidet det Moralske som det Physiske i Verden sin Skabers Fuldkommenhed. Ligesom, i den physiske Verden, Uordentligheder i Deelene, Storme, Uveir, Jordskiælv, Oversvømmelser, Pest o. s. v., opløser sig i Fuldkommenheder hos det umaalelige Heele: Ligesaa i den moralske Verden, i Menneskenes Tilfælde og Hændelser, tiener og ald timelig Mangel til evige Fuldkommenheder, forgiengelig Urigtighed til varig Forbedring, ja Lidelserne selv forvandle sig til blotte Øvelser, der ere uundværlige for Saligheden. For at betragte et eeneste Menneskes Skiebne i sit behørige Lys, maatte vi kunne oversee det i den ganske Evighed. Da først kan vi undersøge og bedømme Forsynets Veie, naar vi kan bringe et fornuftigt Væsens evige Vedvarelse under een eeneste paa vor Svaghed sig passende Synspunkt: Men værer forsikrede om, mine Elskelige! da vil vi hverken dadle, eller knurre, eller være utaalmo-
