dige; men fulde af Forundring see og tilbede denne Verdens Beherskers Viisdom og Godhed.
Mine Venner! Af alle disse Beviisgrunde tilsammentagne opvoxer den tilforladeligste Forsikring om et tilkommende Liv, der fuldkommen kan tilfredsstille vort Sind. Evnen til at føle er ikke en Beskaffenhed hos Legemet og dets fiine Bygning, men bestaaer for sig selv. Dette Væsen er enkelt og følgelig uforgiengeligt. Endog den Fuldkommenhed, som denne enkelte Substants erhverver sig, maae, i Henseende til sig selv, være af uophørlige Følger, og immer giøre den dygtigere til at opfylde Guds Hensigter i Naturen. I Besynderlighed hører vores Siæl, som et fornuftigt og efter Fuldkommenhed stræbende Væsen, til det Slags Aander, der indeholde Hensigten med Skabningen, og aldrig ophøre at beobagte og beundre de guddommelige Gierninger. Begyndelsen til deres Tilværelse er, som vi see, en Bestræbelse og Fremgang fra een Grad i Fuldkommenhed til en anden; deres Væsen er i Stand til at modtage denne uophørlige Tilvext; deres Drift har det øiensynligste Anlæg til Uendelighed, og Naturen frembyder for deres ulæskelige Tørst en uudtømmelig Kilde. Fremdeles have de, som moralske Væsener, et System af Pligter og Rette, der ville være fuldt af Urimeligheder og Modsigelser, naar de skulle blive hindrede og stødte tilbage paa Fuldkommenhedens Vei. Og
