endelig henviser den tilsyne værende Uorden og Urimelighed i Menneskenes Skiebne os til en lang Række af Følger, i hvilken alt det opløser sig, som her synes indviklet. Den, som her med Standhaftighed og ligesom til Trods for Ulykken opfylder sin Pligt, og taaler Modgang med Overgivelse i den guddommelige Villie, maae endelig nyde Løn for sine Dyder, og den Lastefulde kan ikke fare herfra, uden paa een eller anden Maade at blive bragt til Kundskab om, at slette Handlinger ikke er Veien til Lyksalighed. Med eet Ord: det ville stride imod alle Guds Egenskaber, hans Viisdom, hans Godhed, hans Retfærdighed, naar han havde skabt de fornuftige og efter Fuldkommenhed stræbende Væsener aleeneste til en kort og endelig Vedvarelse.
Vel kunde een af eder sige: „Got, Socrates! du har viist os, at vi kan trøste os ved et tilkommende Liv: men siig os ogsaa, hvor skal vore fraskilte Siæle opholde sig? hvad for et Sted i den tynde Luft skal de beboe? hvormed skal de beskieftige sig? paa hvad Maade blive de Dydige belønnede og de Lastefulde bragte til bedre Kundskab?
Naar nogen spørger mig herom, saa svarer jeg: Ven! du fordrer meer end mit Kald er. Jeg har ført dig igiennem alle denne Labyrinths Krumveie, og viser dig her Udgangen: her ender mit Kald sig. Andre Veivisere maae nu føre dig videre. Om de Ugudeli-
