ges Siæle skal lide Frost eller Heede, Hunger eller Tørst, om de skal omvelte sig i det acherusiske Morads, om de skal henbringe deres Tid i det øde Tartarus eller i Pyriphlegetons Luer, til de blive luttrede; Om de Salige skal paa een af lutter Guld og Edelsteene glimrende Jord indaande den reeneste Himmelluft, og soele sig i Morgenrødens Glands; eller om de skal hvile i en evig Ungdoms Arme, og lade sig søde med Nectar og Ambrosia: Alt dette, mine Venner! veed jeg ikke. Vide vore Digtere og Fabellærere det bedre, saa maae de forsikre andre derom. Maaskee det dog ikke kan skade, naar visse Folkes Indbildningskraft paa slig en Maade bliver anstrenget og giort opmærksom. Hvad mig angaaer, saa lader jeg mig nøie med den Overbeviisning, at jeg evig skal staae under guddommelig Omhue, at hans hellige og retfærdige Forsorg skal være over mig i hiint, lige saavel som i dette Liv, og at min sande Lyksalighed skal bestaae i min Siæls Skiønheder og Fuldkommenheder, som ere: Maadelighed, Retfærdighed, Friehed, Kiærlighed, Velvillighed, Guds Kundskab, hans Hensigters Befordring, og Overgivelse i hans hellige Villie. Disse Saligheder vente paa mig i hiint Tilkommende, hvorhen jeg iiler, og meere behøver jeg ikke at vide, for med trøstefuldt Mod at antræde den Vei, som farer mig derhen. I, Simmias, Cebes, og øvrige Venner! skulle følge mig,
